Hey!
Jeg lovede jo en historie fra fredagnat med gys og gru ARG. Well..
Mig og Cille besluttede os for ikke at sove hos Lasse, men i stedet slippe for oprydningen og tage hjem til mig. Der var bare den lille ting, at det betød 3 km på gåben kl. 3.00 om natten i kvælende mørke. Og jeg mener kvælende mørke - ingen stjerner, intet udover gnisten fra min smøg. Der gik vi så, to, lave, blondiner på den store landevej, som kun var omgivet af marker.
Cille gik og snakkede og imens strejfede tanken mig, at hvis der kom nogle galninge nu, ville vi ikke have de bedste odds, for at forsvare os. Jeg slog dog hurtigt uhyggen til side og deltog i samtalen. Kort efter blev vores snak afbrudt af den første forbikørende bil på vores tur hjem, og jeg mærkede en voksende uro, og det var ikke uden grund. Mig og Cille stivnede begge to, da bilen standsede 15 meter foran os og begyndte at bakke, og det eneste jeg kunne tænke var "fuck, fuck, fuck". Det var først da Cille vendte sig og sagde til mig, at vi skulle hoppe ind i marken, at jeg reagerede. Min hjerne holdt bare op med at tænke, og jeg hoppede med smøg i hånden og lårkorte shorts ind i marken, og begyndte på alle fire at kæmpe mig frem igennem en mark, som virkede som en massiv mur. Bilen stoppede med at bakke, og jeg lå helt stille, som lammet af den nervepirrende stilhed, der herskede i nogle få sekunder.
Stilheden blev til sidst brudt af nogle mandlige stemmer, som begyndte at råbe til hinanden på den øde landevej. Nogle af dem undrede sig over hvor vi blev af, og foreslog at lede efter os. Der var dog én af mændene, som ikke var med på den idé og ville videre. Efter lidt protester fra de andre, som ville lede efter os, kørte de.
Først da de var kørt, kom jeg op på benene, og lagde mærke til de sviende smerter på mine ben. De var smurt ind i jord og jeg blødte en smule fra det ene. Cille fortalte sin oplevelse af det hele, og hvordan jeg havde væltet hende ned i marken, da jeg selv med stor iver havde hoppet ind i den. Hvordan hun efter faldet var frosset, og var gået i panik over alt min larm, da jeg med alle krafter skubbede mig frem gennem sivene. Hun havde prøvet at få fat i min ankel, da bilen stoppede, men der var jeg automatisk stoppet.
Resten af turen mødte vi ikke flere, og vi havde passeret det mest øde og mørke stykke efter mødet med bilen.
Det lyder alt sammen meget dramatisk, og i virkeligheden har det nok set sjovt ud! Men da man var i situationen helt alene med sin veninde og bilen, var det virkelig skræmmende, fordi vi ville være et let offer for diverse galninge. Men det er anden gang i mit liv, at jeg har oplevet kun at være styret af mit overlevelses instinkt, og det er altid en surrealistisk oplevelse. Det er ligesom om, at underbevidstheden overtager, mens bevidstheden om ens ven, smerte og andre tanker forsvinder. Det eneste man har for øje er, at "overleve". Jeg kan ikke engang huske at jeg rev mig og lagde mig med bare ben på min smøg. Jeg kan heller ikke huske at jeg væltede Cille eller hvordan jeg kom ind i den mark - og niks jeg var ikke fuld.
Den eneste tanke, der faktisk var i mit hoved i det tidsrum var, at jeg skulle længere ind i marken. Den tanke runger stadig i mit hoved, når jeg tænker tilbage på det, "længere ind! længere ind!.."
Haha, well,, jeg syntes bare det var en relevant oplevelse for mig, og da det er en personlig blog, ville jeg dele den, med jer som læser med. I er også velkomne til at skrive en af jeres oplevelser herinde, hvis i føler for det.
Overstående billede er af den mark, som vi hoppede ind i, og det er taget på vej hen til Lasse, da det stadig var lidt lyst.
Håber i nød historien.
MØSH
